Alliker i skorstenen kan koste liv

Avisartiklen

Det er i øjeblikket sæson for at få fjernet allikereder. Ellers kan konsekvenserne være store.

Stigerne bæres væk fra de to store varevogne med “Skadedyrforbudt.dk” skrevet hen over facaden. De to skadedyrsbekæmpere Jesper Ulvedal, der også ejer firmaet, og Ronnie Holmstrand skal fjerne en allikerede fra en skorsten i Rødovre. Det er store allikedag, og den første af dagens opgaver er i Rødovre.

– På det her tidspunkt bygger alliken reder i træer, men de rykker i højere og højere grad i skorstene, fortæller Jesper Ulvedal.

Skadedyrforbudt.dk modtager i øjeblikket omkring fem til ti allikeopgaver om ugen.

Fem grønne æg

De fem grønne æg er stadig lune. Jesper Ulvedal har netop forsigtigt hevet dem op af skorstenen, imens de fortabte fugleforældre og et andet allikepar kredser rundt om stedet, hvor de havde indrettet sig så godt. Sørgelige skrig lyder fra deres næb.

– De bliver sure på mig, så nu kalder de på vennerne, siger Jesper Ulvedal, mens han har armen nede i skorstenen.

Allikerne har nu givet op og taget plads i nabotræet, mens de ser på, at deres hjem forsvinder.

Skåner dyrene

Skadedyrforbudt.dk var i 2020 nomineret til Holbæk Erhvervsforums iværksætterpris og drives af den tidligere folkeskolelærer Jesper Ulvedal. Firmaet opererer på hele Sjælland og hjælper folk af med alt fra borebiller til rotter og alliker. Fælles for dem alle er, at Jesper Ulvedal forsøger at løse opgaverne, så de skåner dyrene.

– Skadedyrskonceptet handler jo ikke om at slå ihjel, fortæller han fra taget.

Jesper Ulvedal kan godt lide allikeopgaverne, selvom de godt kan være noget komplicerede. Mest af alt glæder han sig til hvepsesæsonen. Her er der stor succesrate, og taknemmeligheden fra folk, der får fjernet hvepsebo, er stor.

Flyver videre

Alliken er en fredet fugt og bliver sammen i par hele livet. Dør den ene, er det ofte det mest humane også at dræbe den anden. Derfor er det da også lidt vemodigt, da de grene, kviste og blade, der før udgjorde en rede, nu triller ned fra taget. Gener fra en allike i skorstenen kan være mange, men vigtigst er det, at reden kan blokere skorstenen, og derfor kan der i værste fald ske dødsfald, fordi kulilten ikke kan slippe væk og derfor fanges i huset. Alliker søger i højere og højere grad mod skorstenene, og når æggene klækkes, og ungerne skal flyve fra reden, fanges de ofte i den trange skorsten. Reden findes to til syv meter nede i skorstenen, og der kan være nok materiale til at fylde to affaldssække. Efter den er væk, og der er dagslys at se, når du stikker hovedet ind i pejsen, skal der sættes en allikerist op i skorstenen, så fuglene ikke kan bygge rede der igen. Det tager dem dog kun to dage at bygge en ny rede, og det kan være en udfordring.

– I byområder er det et problem, at allikerne søger videre til skorstenen ved siden af, fortæller Jesper Ulvedal.

Det er dog et spørgsmål om tid, før allikereder i skorstene ikke længere er et problem. Det bygges i dag sjældent huse med skorstene, og der kommer flere og flere allikeriste i de skorstene, der er.

 

SÅDAN FJERNES ALLIKEREDER

Trin 1: Allikerne skræmmes væk

Først gælder det om at få allikerne ud af skorstenen. Er der æg eller unger i reden, kræver det en dispensation fra jagt- og vildtforvaltningsloven, før du må fjerne dem.

Trin 2: Din skorsten tømmes

Når alliker, unger og æg er væk, skal skorstenen renses. Alliker er grundige, når de bygger reder, og tætner dem med både grene, kviste, skrald, græs og mos.

Trin 3: Allikerist opsættes

Nu opsættes der trådnet eller en allikerist på toppen af skorstenen, som effektivt vil forebygge, at allikerne kommer igen.

 

Jesper Ulvedal fortæller om alliker og andre skadedyr fra tagtoppen:

Erhvervsjælland

Fem lune æg lå der i reden. De første i år:

Allikeæg

I træet ved siden af skorstenen sidder alliken og holder øje med ødelæggelsen af reden:

Allike i træ

Artikel: Jeppe Hee Rømer, Foto: Kenn Thomsen.

Bragt i ERHVERVSjælland torsdag den 20. maj 2021.

ERHVERVSjælland er en del af Sjællandske Medier.

Få vores nyhedsbrev

Kære kunde.

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, skal du ikke være nervøs for at blive spammet! En gang imellem lægger vi et rigtigt godt tilbud op, og vi udgiver små artikler om årstidens skadedyr med gode råd om egenindsats.

Hvis vi har spændende nyheder om nye maskiner, der kan bekæmpe skadedyrene humant og giftfrit, er det også her, du kan få nyheden først. Og så informerer vi selvfølgelig om eventuelle ændringer i priser. Tilmeld dig trygt og velkommen til :-)

Venlig hilsen skadedyrforbudt.dk

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev